Ejerforeningen Æblehaven

Historie

Feriecentret blev sat til salg som projektsalg. Start af salget foregik i pinsen 2006. Overtagelsesdatoen var den 1. juli 2007. Sælger renoverede husene indvendigt i efteråret 2006. Udvendigt blev der anlagt fliser og hegn mod terrasserne. I dag er alle husene i privat eje.

Æblehaven med sine 70 huse opført i et og to plan er idyllisk beliggende i kystnært sommerhusområde i en tidligere Æbleplantage. Mellem husene er der 125 Æbletræer som blomstrer fantastisk om foråret, og som byder de besøgende med skønne æbler om efteråret. Hjemsted er Allinge-Sandvig nærmere betegnet udkanten af Allinge mod Gudhjem.

Den unikke dejlige natur indbefatter, at man ikke behøver at gå ret langt før man befinder sig ved vandet og de karakteristiske bornholmske klipper. Allinge by med sine smukke nyrenoverede gamle huse og snoede gader ligger ligeledes i gå afstand fra husene, og det første man ser, er et af Bornholms bedste spisesteder – det ene af to røgerier i Allinge. De byder på en fantastisk buffet, som er hele ferien værd. Livet omkring havnen, stranden og de mange spisesteder byder ikke mindst om sommeren på en hel speciel atmosfære.

Til feriecentret er tilknyttet tennisbane, opvarmet swimmingpool, vaskeri og reception med lille kiosk og legeplads med hoppepude.